24 April 2018
Velkommen til Gynækologisk Klinik - Vestegnen

40 år med p-piller

40 år med p-piller.

Det er nu 40 år siden, p-piller blev frigivet i Skandinavien. Ca. ½ af unge kvinder i Danmark tager p-piller. På verdensplan tager mere end 80 millioner kvinder p-piller.

Fordelene er en sikker prævention, så uønskede graviditeter og deraf følgende provokerede aborter undgås. De giver mindre menstruationssmerter og blødning. Desuden bruges de i behandling af blødningsuregelmæssigheder og endometriose.

Lige siden p-pillerne kom frem, har de bevirket en øget forekomst af blodpropper i venerne. De ny p-piller har ikke mindsket denne risiko, som øges med en faktor 3-4. Hos unge kvinder er denne lidelse meget sjælden, så selvom den øges med 3-4 gange, er det fortsat meget få kvinder, den rammer. Heldigvis ofte uden blivende følger. (Under graviditet øges risikoen ca. 20 gange).
Risikoen for blodpropper i arterierne forekommer også, men betydeligt sjældnere med de nye typer p-piller.

Kræftrisikoen nedsættes med ca. 12 %. Således nedsættes risikoen for livmoderkræft og æggestokskræft med 40-50 %, brystkræft ingen påvirkning. Tyktarmskræft reduceres med 28 %. Livmoderhalskræft øges med 33 %, formentlig fordi færre bruger kondom/pessar, som beskytter mod HPV virus. (HPV er medansvarlig for livmoderhalskræft og kan nu forebygges med vaccination).