25 november 2017
Velkommen til Gynækologisk Klinik - Vestegnen

Den normale blærekontrol

Hvordan vi normalt kontrollerer blæren.

De vigtigste centre for styring af blærefunktionen sidder i hjernestammen.

Når man lader vandet, åbnes blærehalsen, og urinrøret og blæremusklen trækker sig sammen. Mellem vandladningerne holder man på vandet ved at øge trykket i urinrøret og afslappe blæremusklen.

I blæren og blærehals findes ”glatte muskelceller”, som er udenfor viljens kontrol. Omkring urinrøret - nemlig i lukkemusklen og i bækkenbunden – findes tværstribede muskelceller. Disse muskler har vi selv kontrol over. Blære og urinrør er desuden velforsynede med sansenerver, som informerer hjerne og rygmarv om bl.a. blærens fyldningsgrad.

Blærefunktionen kontrolleres af centralnervesystemet (hjerne og rygmarv) i et samspil mellem forskellige nervebaner og reflekser. Hos det nyfødte ban er blæren alene kontrolleret af reflekser: blæren tømmes når den er fyldt! Fra 2-års alderen overtager centre i hjernen mere og mere af styringen, således at man frem mod voksenlivet får større og større kontrol over vandladningen. Selv voksne har dog en række reflekser, som er uden for viljens kontrol. Vi har fx en refleks, der sørger for, at vi ubevidst kniber sammen om urinrøret ved host eller nys.

De vigtigste centre for styring af blærefunktionen sidder i hjernestammen. Udover blærefunktionen styrer hjernestammen andre ubevidste, livsvigtige funktioner som bevidsthed, vejrtrækning, blodtryk og smerte. I hjernestammen har man fundet to små områder, der fungerer som en slags kommandocentraler for henholdsvis vandladning og kontinens (evnen til at holde på vandet). Disse ”ubevidste” centre modtager signaler fra sansenerver i blære og urinrør, og står i forbindelse med overordnede ”bevidste” hjernecentre. Denne opbygning af nervebaner gør det fx muligt at knibe på kommando.

Fordi kontroller af blærefunktionen er så sammensat, og involverer så mange forskellige nervebaner og centre, er det også et skrøbeligt system. Selv den mindste nerveskade et eller andet sted i systemet kan forstyrre den fine balance af reflekser og signaler. Forstyrrelser af blærefunktionen er derfor et hyppigt problem hos patienter med sygdomme i hjernen og nervesystemet, og ses hyppigt ved så forskellige sygdomme som apopleksi (slagtilfælde), Parkinsons sygdom, dissemineret sklerose, rygmarvsskade og diskusprolaps.

Ofte har patienter med forstyrret blærefunktion ikke en kendt lidelse i centralnervesystemet. Det gælder for de fleste patienter med overaktiv blære. Formentlig er der i nogle tilfælde tale om en beskeden nerveskade eller nervesvækkelse, som vi ikke kan erkende, med de undersøgelsesmetoder vi har i dag. Hos mange ældre mennesker med overaktiv blære, kan der være tale om almindelig ældning og slitage af refleksbanerne: ligesom vi bliver dårligere til at huske, høre og holde balancen, når vi bliver ældre, så bliver vi også dårligere til at styre vores blære.