25 november 2017
Velkommen til Gynækologisk Klinik - Vestegnen

D-vitamin

D-vitamin.

D-vitamin er et livsnødvendigt stof, som ud over effekten på knoglevækst og knogleudvikling, har en biologisk virkning på stort set alle organismens celler.

Betydningen af D-vitamin for knogleafkalkning (osteoporose) og knoglebrud har været kendt i mere end 40 år. Alligevel er man ikke enig om, hvor normalværdien skal ligge.
Officielt er normalværdien af D-vitamin (25-hydroxyvitamin D=25-OHD) fastsat til at være mere end 50 nmol/l året rundt. For at sikre en koncentration på 50 nmol/l kræves tilført 35-38 ug/dag.

Nyere forskning tyder på, at en række alvorlige sygdomme kan forebygges ved at hæve D-vitamin (25-OHD) til ca 80 nmol/l. Det kræver tilførelse af ca. 70 ug/dag.

Udover knogleafkalkning og knoglebrud kan mangel på D-vitamin medvirke til udvikling af kræftsygdomme bl. a. i tyktarmen og brystet. Formentlig også kræft i blærehalskirtlen, æggestokke, hud og endetarm.
Ved autoimmune sygdomme som type 1 sukkersyge, dissemineret sclerose, inflammatoriske tarmsygdomme og leddegigt (reumatoid arthritis) medvirker D-vitaminmangel til udvikling af sygdommene. Desuden har D-vitaminmangel betydning for udvikling af hjerte-kar sygdomme.
Hos ældre kan D-vitamin mangel forårsage svimmelhed, muskelsvækkelse og faldtendens.
Endelig er der studier, der peger på, at D-vitaminmangel også kan føre til depression.
Paradentose ses også hyppigere hos personer med lavt D-vitamin.

Den bedste D-vitaminkilde er solens UVB-stråler (260-315nm). Strålingen er stærkest mellem kl. 12 og 15 fra slutningen af maj til begyndelsen af august. Ophold i solen i det nævnte tidsrum i bare 12 minutter uden tøj på arme og ansigt kan give en mængde svarende til indtag af 75 ug D-vitamin.
Hudens farve, tøj og solcreme nedsætter/forhindrer dannelse af D-vitamin i huden.

Soleksponering er således i stand til at tilføre kroppen store mængder D-vitamin i sommer perioden, og det kan ikke sammenlignes med den lille mængde, vi får fra kost og multivitaminer.
Danmark er det eneste land i Norden, hvor kosten ikke er beriget med D-vitamin (vi har den laveste levealder og den største forekomst af kræft i Norden!).

Hvor stort er det daglige behov?
Det optimale er en værdi på 80 nmol/l.
Får personen målt et D-vitamin på 10 nmol/l, skal der tilføres ca 68 ug/dag for at få nok D-vitamin. Til sammenligning kan nævnes, at der i en multivitamin pille er 5 ug/pille.
Får personen målt et D-vitamin på 40 nmol/l skal der tilføres ca 50 ug/dag

D-vitaminpræparater findes som rene D-vitaminer eller sammen med calcium.

Nordisk anbefalinger for calcium er på 800 mg/dag.

Tilskud med calcium hos raske personer med normalt calciumindtag øger ikke deres knoglemineraltæthed, hvorfor rene D-vitaminpræparater bør foretrækkes til den gruppe personer.
Personer med usund kostindtagelse samt ældre, som ikke får tilstrækkelig calcium gennem kosten, skal behandles med D-vitamin tilsat calcium.

Indtag af calcium i kosten kan beregnes ud fra 3 simple spørgsmål:

1) hvor mange glas mælk drikker du om dagen? ___
2) hvor mange ostemadder (alle typer ost) spiser du om dagen? ___
3) hvor mange portioner mælkemad (grød, surmælksprodukter) spiser du om dagen? ___

Beregningen af dagligt calciumindtag er:

Calcium (mg/døgn) = 350 + (150 x ”mælk”) + (200 x ”ostemadder”) + (250 x ”mælkemad”).

Er værdien over 800 mg/døgn skal der ikke tages ekstra calcium.

Anbefalinger fra Dansk Knoglemedicinsk Selskab 2009 af tilskud med calcium og D-vitamin:
(D-vitamin tilskuddet bør måske endda være 40 ug/dag)

Alder under 65 år:
- calcium fra kost under 800 mg/dag: dagligt tilskud med 800 mg calcium + 20 ug D-vitamin.
- calcium fra kost over 800 mg/dag: dagligt tilskud af D-vitamin på 20 ug.

Alder over 65 år:
- calcium fra kost under 800 mg/dag: dagligt tilskud med 1.200 mg calcium + 20 ug D-vitamin.
- calcium fra kost over 800 mg/dag: dagligt tilskud med 800 mg calcium og 20 ug D-vitamin.

D-vitaminpræparater, der indeholder mere end 10 ug vitamin D3, som er velegnede til behandling af D-vitaminmangel og som forebyggelse SE TABEL:


Litteratur:
Ugeskrift for læger 2009;171:26-32.
Vejledning i udredning og behandling af Osteoporose, 2009; Dansk Knoglemedicinsk Selskab: www.dkms.dk

Præparat og producent D3-vitamin ug/tablet Calcium mg/tablet tabletter pr. dag ved 35-38 ug/dag ca. pris (2009) pr. dag, kr
Mega D3, Naturdrogeriet 35 0 1 0,33
Vitamin D 25, Solgar 25 0 1-2 1,67
Vitamin D3, D3 pharmacy 25 0 1-2 0,45
Bio Vinci D-vitamin, Pharma-Vinci 25 0 1-2 0,75
D-Pearls, Pharma Nord 20 0 2 1,33
Kolos, Mezina 30 250 1-2 1,50
Unikalk Mega, Pharma-Vinci 38 400 1 0,67
Unikalk Forte, Pharma-Vinci 19 400 2 1,27