25 november 2017
Velkommen til Gynækologisk Klinik - Vestegnen

Overgangsalderen

Klimakteriet = overgangsalderen
Årene før og op til 1 år efter ophør af menstruationerne kaldes overgangsalderen. Denne overgangsfase kan være præget af funktionelle blødningsuregelmæssigheder og hede stigninger og svedeture (vasomotoriske symptomer) som følge af den aftagende funktion af æggestokkene.

Menopause:
Tidspunktet for den sidste menstruation. Fastslås definitorisk først efter 12 måneders uafbrudt blødningsfrihed. Den gennemsnitlige alder for danske kvinder ved sidste blødning er 51,6 år. Tidlig menopause (før 45 år ) forekommer hos ca. 10 %, mens meget tidlig menopause (før 40 år) forekommer hos 1-2 % af alle kvinder.

HT= hormonterapi
Behandling med kvindelige kønshormoner i forbindelse med eller efter det naturlige klimakterium, handler primært om livskvalitet. Overgangsalderen er ikke en sygdom; det er den enkelte kvindes valg, hvorvidt hun ønsker at tage hormonterapi eller ej. Hormonterapi er en individuel behandling og dosis, hormontype, administrationsform og varighed tilrettelægges individuelt afhængigt af ønsker, subjektive gener, dispositioner og relative kontraindikationer.
Rådgivning om hormonterapi bør suppleres med generelle anbefalinger om betydningen af livsstil på de forandringer, der indtræder efter overgangsalderen.
For at lindre klimakterielle gener vil det sjældent være behov for behandling i mere end 5 år. Gradvis aftrapning kan være en fordel frem for pludseligt ophør.

For og imod hormonterapi (HT):
Resultatet af mange videnskabelige undersøgelser er i øjeblikket (2012):
- HT lindrer effektivt klimakterielle gener
- HT lindrer gener opstået som følge af tørhed af slimhinderne i skeden og urinrøret
- HT nedsætter risikoen for knogleafkalkning (osteoporose)
- HT nedsætter risikoen for tyktarmskræft (coloncancer)
- HT nedsætter risikoen for blodpropper i arterierne (arterile tromboemboli)
- HT øger risikoen for blodpropper i venerne (venøs tromboemboli)
- HT måske lidt øget risiko for brystkræft
- HT kan øge væksten af muskelknuder i livmoderen

Brystkræft er den hyppigst kræftform blandt kvinder og i Danmark vil ca. 9,3 % af alle kvinder i løbet af livet blive ramt af brystkræft.
Omkring hver fjerde danske kvinde i alderen 50-64 år anvender hormoner. Hvis alle kvinder i Danmark holdt op med at anvende hormoner, ville 3-4 % af brystkræfttilfældene blandt kvinder i Danmark (omkring 120 tilfælde) ikke opstå, mens de resterende 96-97 % ville opstå alligevel.
Nye danske undersøgelser (offentliggjort i 2012) tyder på nedsat risiko for brystkræft hos kvinder, der tager hormoner i årene efter at overgangsalderen startede.