24 April 2018
Velkommen til Gynækologisk Klinik - Vestegnen

Patientvejledning om insemination

Behandling af ufrivillig barnløshed med insemination af oprenset sæd i livmoderen
Inseminering af sæd i livmoderen (IUI) tilbydes par med uforklaret barnløshed, par hvor mandens sædkvalitet er let nedsat, eller hvor kvinden har uregelmæssige blødninger. En forudsætning for denne behandling er, at mindst en af kvindens æggeledere fungerer.
Behandlingen består i at:
1: Æggestokke undersøges med ultralydsskanning gennem skeden for at finde
netop det tidspunkt, hvor der er et modent æg.
  • kvinden kan enten selv danne et modent æg (spontan cyklus), eller
  • kvinden kan have modtaget en stimulationsbehandling i form af tabletter, hormonindsprøjtninger eller en kombination af disse.

    2: Sæden oplægges (insemineres) i selve livmoderen, hvorved antallet af sædceller på befrugtningsstedet i æggelederne øges.

    3: Insemineringen foretages i timerne omkring ægløsningen, hvor chancen for befrugtning er størst (timing).

    Ultralydsskannning
    Formålet med ultralydsskanningen er at finde det bedste tidspunkt at foretage inseminationen på. Du skannes gennem skeden, hvorved æggestokkene og slimhinden i livmoderen kan ses. En moden æg-blære (follikel) måler omkring 17-25 mm afhængig af behandlingen.
    Nogle gange må du komme til en eller flere ekstra skanninger før æg-blæren har den rette størrelse.

    Hvordan foregår inseminationen i livmoderen?
    Inseminationen foregår i ganske almindeligt gynækologisk leje. Livmodermunden aftørres med saltvand, og et tyndt plastikkateter med sæden føres op gennem livmoderhals-kanalen og op i livmoderhulen. Selve inseminationen varer alt i alt ca. 15 minutter, og er normalt uden de store gener.

    Sædprøven
    Sædprøven laves normalt hjemme hos jer selv. I vil få udleveret et glas til sæden og en vejledning om afleveringen af den. Afholdenhed i 2-3 dage vil normalt være en fordel. Sædprøven holdes varm i en jakkelomme eller lignende. Sæden gennemgår herefter en oprensning i sædlaboratoriet, således at de bedste og mest levende sædceller anvendes til insemination. Denne oprensning tager normalt 1½-2 timer.

    Blodprøver
    Nogle gange tages blodprøver under selve behandlingen. Ved første behandling tages serum-progesteron en uge efter insemination for at se, om der har været ægløsning. Progesteron skal være > 25 nmol/l. Du får svaret næste gang vi ses.

    Hvor mange bliver gravide under behandlingen?
    Såfremt I behandles med mandens egen sæd, er chancen for levende graviditet ca. (12-15)% per behandlingscyklus. Det lyder ikke af meget, men i en normal cyklus hos unge, fertile par, er chancen i hver cyklus for befrugtning og graviditet normalt ca. 25%.

    Behandles I med sæd fra en sæddonor, er chancen lidt bedre, omkring (20-25)% per behandlingscyklus.

    Hvor mange behandlinger tilbydes?
    Det afhænger af årsagen til inseminationsbehandlingen og er derfor individuelt. Dog er hovedreglen 3 behandlinger. I samråd med jer gøres status og I tilbydes måske en anden behandlingsstrategi: enten i form af ændret stimulationsmåde eller måske henvisning til reagensglasbefrugtning (IVF). Det er sjældent, at der insemineres mere end 6 gange, med mindre graviditet og ufrivillig abort eller graviditet udenfor livmoderen optræder i behandlingsforløbet. Par, der skal have donorinsemination, kan dog blive insemineret op til 9 gange, afhængig af forholdene.

    Hvor tit kan behandling gentages?
    Normalt kan behandling gentages hver måned. Hvis I ønsker det, eller såfremt kvinden danner for mange æg, kan det være fornuftigt at holde pause mellem behandlingerne.

    Hvornår er jeg gravid?
    Hvis menstruation udebliver mere end 16 dage efter insemination, kan du selv foretage en graviditetstest, som købes på apoteket eller hos Matas. Hvis den er positiv, bedes du ringe og fortælle os dette. Du kan da få resultatet bekræftet ved en blodprøve. Du får tid til en ultralydsskanning 5 uger efter inseminationen, så vi kan se fosteret, og om fosterets hjerte slår.

    Hvad hvis vi ikke bliver gravide?
    I kan starte på en ny behandling måneden efter, med mindre noget særligt taler imod. Den behandling aftales ved selve inseminationen, og evt. recepter udleveres.

    Andre muligheder for at blive forældre
    Loven kræver, at I informeres om, at adoption er en mulighed for at afhjælpe jeres barnløshed. Denne mulighed kan I få nærmere oplysning om ved at læse pjecen: Adoption, Hvem? Hvorfra? Hvordan?
    Ægteskab eller samlevende: Underskrift-formular!
  • Gifte par: Loven kræver, at par, der er gift afleverer/fremviser en kopi af vielsesattesten for at komme i behandling. Manden anses som far til barnet.
  • Ugifte par: Skal skrive under på en erklæring om deres samliv. Den får I udleveret særskilt ved første samtale. Manden skal, før behandling indledes, skriftligt erklære, at han vil anerkende faderskabet til barnet.
  • Ved anvendelse af donorsæd: Manden skal tillige skrive under på, at han er far til barnet, særlig formular udleveres ved første samtale.
    Hvis der er akut behov for hjælp:
    På hverdage kan I ringe til sekretæren på telefon 4352 4242. I nødstilfælde, hvis det ikke kan vente til næste dag, kan du henvende dig akut på en skadestue.